branding

Det forholder sig så ledes at alt jeg vil gøre nu, er at brande. Gu vil jeg. Jeg mener det som et lille støvet ord, der står og smelter i solen under en rødglødende stang med initialerne GO HOME SOLDIER. En tyr der brøler så ringen i næsen river sig løs, en tyr der stamper med ben og virrer med hoved. En tyr der er brændemærket med flydende hud og kød på det tørre viltre græs. En prustende tyr over engen holdt sammen af kirkeklokker, bjerge og kraner - et stykke brandet 420 kilo pumpende kvæg, hvis muskelmasser lugter hav og spurter over stok og sten gennem krat og sand, galoperer over badegæster og cote de our is - en tyr der svømmer ud, en tyr der dykker ned og flyver som en rokke, med ørerne fulde af konkylier og klokker, og en tyr der vågner badet i angstens sved til kærlighed og kildevand i Bermudatrekantens silkevej ved Aladins lampe og Heimdals lytten, ved sesam sesam Porten på dækket af den flyvende hollænder med klove af krudt og kugler med et Atlantis, lige fremme om styrbord, i brand

HAMMERLUND

STREGER I LUFTEN

Streger i luft
flamenco, klap, træ, fornuft
sommerfugl, støv, blomsterduft

mennesker ler, tænker, ser
mure mærket - vægge ber:
Ku vi - ku vi tale

Dykker i * bobler bærer kimen af kys *

fra hjerteklap klappernes slange
fra palmehånds manifesters sange

bevægelser uden ben *
kulørt klat i rød tråd, blækpatron, sten

linier i bugt, puls og oplyst rod
Spin City Corpula
rytmeæg, midgårdsorm, bægre af blod

snor, hjul, vingefang - ren forduft
vindmøller og årer - streger i luft

STREGER I LUFT

af Alan Hammerlund

Klippeknægt

Hvordan det kan være at nogle kvinder kan læse en, som man vil læses, og dog kan man ikke læses som de gerne vil læse en.
Ja det kan være et dilemma, det kan være at det er meningen, og det kan nok være at jeg ikke tror på meningen, længere. Meningen er religiøs ligesom skæbnen og sandheden. Løgnen er det eneste ærlige man kan læne sig op af. Det er her – i midten af løgnen at du finder dig selv på grænsen, på kanten til selvudslettelse og guddommelighed. Der er ingen andre der har givet dig svaret – og på forhånd går du alligevel efter det gode. Mennesket er grundlæggende godt – det er kampen om sandheden der er ond – for sandhed er den laveste løgn af alle. Et fintslebent knudeornament er sandhedens rette væsen. Hvæsen.

Hiv o høj sømand, splitte mine bramsejl og stik så til søs, alle letmatroser og havfruer, jomfruer, sirener, søløver og delfiner. Dont touch the image. Next habour: Branding Port. Slib såret og luk arret – klippeknægt

Gadens poesi

Klikkende glasduo i tjernerens hånd
fra bar Manuellas
til bordet af plastic
malet med brosten

En sorthåret kvinde
Krydser gaden, en bil, en knallert
Og en enkelt nød slipper
et træ, falder mod bordet
Hopper op
Og lander blødt
i fletstolens sæde

Orange pose forlader baren. Vinden hvisker:
Dans – Dans med styrke
Dans i takt – Dans over sten, bugt mine sko
Blæs dine linjer – fald forover med ro
Spis gadens pinjer - Dans fødder: En, To

Alan Hammerlund

Let it grow

Go with the flow

Verdens katolske vugge rokker i Guadalquevirs delta. Floden Guadalquevir løber igennem byen Sevilla og Cordoba, her hvor dronning Isabella sagde JA til Columbus. Ja til at sponsorere hans tur til Amerika, det som de troede var, den ny vej til, den gamle verden, Indien. Dronning Isabella og kong Ferdinand havde smidt jøderne ud, inkvisationens blodtand dryppede. De stærke og intellektuelle arabere var endeligt besejret, efter 700 års herredømme i Al-Andaluz. Columbus flåde over Atlanten var første skridt til den katolske verdensmagt, Spanien - Riget, hvor solen aldrig går ned!

Columbus var vild med Sherry, og havde formentlig oplevet sherryens virkning på kæmpende mænd. Måske havde sherry-gæren, Flor, også en særlig virkning. Det har den i hvertfald på druen, Palamino, der kun bliver til Sherry med denne gær, kaldet Flor.
Flor, som efter sigende kun findes i vinden her – og ingen andre steder.

Med floromvunden sherry i lasten sejlede Columbus flåde over Atlanten og ankom 12. oktober 1492 i følge kristlig tidsregning, på en tropeø i Caribien. Hvor meget sherry var der tilbage? Der var helt sikkert nok til at drikke de lokale stive. For under proviantering i Europa, var der brugt flere penge på sherry - end på våben!
Go with the flow!

Så nu skal dette være en opfordring fra disse, morgendagens helte, borgene i Sherry-trekanten, til at drikke sherry, og lægge våbene – til at udleve religionernes sande budskab om kærlighed, visdom, og initiativ. Syng og drik, dans og vrik.

Araberne opfandt begrebet Xerez, det som hurtigt blev kaldt sherry, så englænderne kunne sige det videre, og måske sagde englænderne sherry, fordi de i tak til araberne ville benævne vinen efter den arabiske by Sherrish, måske var det blot navnet der blev om-tolket i et virvar af blandingssprog og historier. Sack.
Ære være din kvinde, i blomsters klare vinde!

Jeg tror ikke det er til at sige, hvem der opfandt historien, hvem der virkelig skrev de rigtige ord på det rigtige tidspunkt. Jeg nævner med frækhed: Os kristne der i årtusinder har rendt rundt med en bog, hvor vi sagde der stod det hele, og vi kaldte bogen for BOGEN, (La Biblia) og samtidigt var der, og er der masser af andre lige så rigtige bøger på rigtige biblioteker, som især også vi kristne kan lide....hvad sker der med os, kristne mennesker, hvordan kan vi være så naive at kalde en bog, en enkelt bog, for "bogen"...HVAD MED ALLE DE ANDRE og hvad med dem der skriver nye bøger? -Er der nogensinde nogen vej til fælles konsensus – til fuldbyrdet deltagerdemokrati????
NO my dear – We got The sherry way, lets go (with the flow)....


Kan jeg sige det klare:
Efter en måned i Jerez de la Frontera, har jeg ikke fundet den røde tråd, jeg har fundet optegnelserne til de uskrevne løse linier – sanglinierne, dem der hænger i luften, hænger ud af de gamle bymure i de arabiske kvartere, sangliniernes trin og tråd, som klapsalver, der slår i blodet - ekko af Rosinantes hove og Sanchos såler galloperende over gule sten og lerstampede ord ~

Alan Hammerlund

LYS UNDER SKÆPPE

Sollyset perforerer et tungt tæppe af skyer. Det skinner svagt glinsende fra vandpytter. Borgerne i Jerez, jeg kalder dem Jerezanos, knejser stolt med genfundne paraplyer. Bøjede paraplyer, tjekkede paraplyer, lodne paraplyer, børneparaplyer, paraplyer der passer til kjolen og jakkesættet, paraplyer der hænger fast i andres paraplyer. De roligt svævende siesta-ben spændt op på ny i frisk køligt trav.
Vinteren siger godmorgen i regn efter måneder med knirkende sand og støvet iris.

Katedralens tårn sender lys - som et knivsæg, skærer det tværs over Jerez´ tage, for at ramme mit tredje øje. ”Skænk det ikke en tanke”, hvisler de søde jomfruer, som har mig til leje.
Lejligheden ligger lige ved zoologisk have, og Jerez´ jomfru over alle jomfruer, Mercedes, leger med ild, som i nat vil flænge himmellærredet af abehyl og elefantsoli, få den ibiriske hvide tiger til at gabe dovent - sorte lamaer vil spytte blåt.
Jerezanos og Jerezanas kører hele ugen fra smålighedens gyldne middelvej med knallertlarm og bilhorn. Flamenco og hip hop knalder fra bilradioer i bevægelse - fra den ene ende af byen til den anden. Men søndag. Søndag står alle børnefamilierne stille i lange køer foran zoologisk have. En jomfru hilser velkommen på en lille hellig plads over for indgangen til zoologisk have, for sandt er det, at her har tro farver. Tro på gud og grønne skove. Jeg tror dem hele bundet - kan ikke andet, fanget i lys. Andaluz!

Arabisk herredømme i Andalusien præger bygninger og sprog – og som den sidste station i det syd-vestlige Europa før Marokko og Afrika kryber fornemmelsen for højstemt melankoli og honningduggede klagesange ind under huden. Flamencohænder fyger som sand fra Sharaha med scirocco-storme mættet af Atlanterhavets salt.

Jeg har ikke set nogle Muhammed tegninger her. Og godt det samme. Der er 100.000 med arabisk baggrund i Andalusien og lige så mange jomfruer, der holder hænderne over det ganske land. Allah og katolicisme, hestebønner og oliven.
Luften er mættet af fugt, bilrattet svøbt i opblødt salt – jeg kører til havbyen, SanLúcar, for at afblæse min forkølede febervildelse i Sirenernes skød!

Alan Hammerlund

Blowing your mind away

The horns are high valued in the streets of Jerez de la Frontera. Their is no such thing as being in the midle of a history heated, hot like the Non sense and church bells ringing. The history twisting U aroUnd, making the turn U asked for ~

The history of walk abouts and flames ~ history with triple aims ~ created in the vains of light yellow salt and sand, flames in the wind, the every day life. A suitcase of passions and lonely fighters for brotherhood. The return ticket to paradise. The horses, the dance, the water will throw the dices of blood and fire ~

Windy it is. Horny it sounds ~ U will B told like U never used to B ~

The history of the future ~ blowing my mind away....

Alan Hammerlund

Iberia - Jerez de la Frontera

Candela candela - velkommen til skriften om lysets land. Efter 3 uger i det syd-vestlige Spanien, Andalusiens kystkommune, Cadiz - er lyset blevet en naturlig tankestreg i vandringens u-udgrundelige filosofi.

Lys lys - monomenter, café con leche, nye biler og gamle mure kaster skygger. Mørket griber lys, nattens vinde mumler om storm. Klokken er over midnat og mørket har forlængst favnet den smukke provinsby, Jerez de la Frontera.
Natten lyder som en knallert, der er havnet i en gammel Læsø-færge, der vrider sig over Gibraltarstrædets rundkørsel. Vinde suser og hyler i byens sprækker, ruder giver sig med sange af knirken og plasticflader mod rammer af metal. Vinteren på 24 grader har startet sin sang. Sangen for lys. Dansende flamengo inciterende i glas og sherry. Gyldne dråber af Xerez.

Xerez, Jerez og Sherry er pseudonymer. Byen ligger halvanden times togkørsel fra Sevilla, og er hovedsædet for hedvinen Sherry, der her også hedder Vino Fino! Denne del af Spanien sprudler af historiske og kulinariske kick. Hvem opfandt Europa - de arabiske intellektuelle, krigere, vandrere....eller national-socialistiske flygtninge fra det kølige nord med hang til ny-kolonialisme og frikadeller...

Blowing - the answer my friend is blowing -

Alan Hammerlund